Yoga er ikke terapi – derfor er det vigtigt at kende sin rolle som yogalærer i mødet med traumer og følelser

De seneste år er der kommet et stigende fokus på traumer, nervesystemet og følelser – også i yogaverdenen. Flere og flere yogauddannelser tilbyder moduler om traumesensitiv undervisning, og begreber som polyvagal teori, vagusnerven og emotionel release er blevet hverdagssprog blandt yogalærere og elever.

Det er spændende emner, som bestemt spiller en vigtig rolle i forståelsen af, hvad man kan opleve på yogamåtten. Det er også vigtigt, at vi som yogalærere forstår, hvordan kroppen og sindet hænger sammen – og hvordan yoga kan støtte mennesker, der har været igennem svære livserfaringer.

Men – og det er et stort men – det er samtidig uhyre vigtigt at kende sin rolle og sine grænser. Fordi…

Yoga er ikke terapi

Selvom yoga kan være healende og dybt forløsende, er det ikke terapi. Og de fleste yogalærere er ikke terapeuter.

Terapi kommer af det græske ord ”therapeia”, som betyder behandling af sygdomme og skader. Terapi hjælper mennesker med at finde vej gennem svære tanker, følelser og livssituationer, fx når man kæmper med angst, depression eller stress, eller hvis man oplever sorg, forandringer eller kriser. Det er en proces, hvor man sammen med en højt fagligt uddannet terapeut får mulighed for at undersøge det, der fylder – og skabe forståelse for sine reaktionsmønstre, følelser og tankegange.

På mine yogauddannelser møder jeg mange dybt engagerede mennesker, som selv har oplevet yogaens kraft og nu ønsker at give det videre. Mange har selv mærket forløsning af gamle spændinger, dybere kontakt til deres følelser, og et nyt forhold til kroppen og sig selv. Det er smukt. Men det er også her, vi skal være opmærksomme.

For når vi som yogalærere guider andre ind i kroppen – særligt gennem yin yoga, restorativ yoga eller somatiske praksisser – så åbner vi et rum, hvor der kan dukke meget op. Ikke bare fysiske spændinger, men også sorg, uro, angst, og uforløste traumer.

Det kræver stor ydmyghed at stå i det rum. Og det kræver en klar forståelse af, at det ikke er vores opgave at fixe noget.

At holde rum er ikke det samme som at løse problemer

Jeg forstår godt, at mange yogalærere har et stort hjerte og en dyb længsel efter at gøre en forskel. Mange af os er drevet af egne erfaringer – måske har yoga hjulpet os gennem en krise, og vi har oplevet hvordan yogaen har opløst spændinger og uro gennem kropsligt arbejde – helt uden at vi behøver at sætte ord på.

Men netop fordi yoga kan være så kraftfuldt, er det vigtigt at vi ikke forveksler det med terapi.

Det kræver integritet at sige: “Det her ligger udenfor mit fagområde, men jeg kan anbefale en terapeut, der kan hjælpe dig videre.” Det kræver også, at vi som undervisere arbejder med vores egne grænser – og ikke bliver fanget i en frelserrolle.

Det fineste vi kan tilbyde som yogalærere, er at skabe et rum, hvor mennesker føler sig trygge nok til at mærke sig selv. At guide dem tilbage til kroppen, til åndedrættet, til nuet.

Vi skal ikke analysere, tolke eller forsøge at forstå deres proces for dem. Vi skal bare blive i os selv – og holde rummet.

I en verden, hvor alt skal fixes og optimeres, er det en kæmpe gave bare at være med det, der er… med tårerne… med stilheden. Og netop derfor er yoga så værdifuld. Fordi det ikke handler om at ændre på noget – men om at møde det, der er.


Yin Yoga – Mød dig selv i stilheden

er en bog, der henvender sig til alle, der gerne vil i gang med yin yoga derhjemme, der søger indre ro og en dybere forbindelse med sig selv.

Bogen er fyldt med billeder og udførlige beskrivelser af yin yogastillinger og yogaprogrammer, der er nemme at gå til.

Køb bogen her


Du bliver ikke terapeut af en yogauddannelse

Det er blevet mere og mere udbredt at tilbyde “terapeutisk yoga”, og jeg ser flere yogalærere kalde sig for “traumeinformerede” eller “yogaterapeuter”. Men det er vigtigt at slå fast: Man bliver ikke terapeut af at tage en yogauddannelse – heller ikke selvom den inkluderer viden om traumer og nervesystemet.

At arbejde terapeutisk med mennesker kræver en lang, grundig uddannelse, hvor man lærer at rumme og forstå komplekse psykologiske dynamikker. Det kræver også supervision, etik, grænsesætning og en dybdegående integration af det, man lærer. Og det tager tid. Psykologer og psykoterapeuter har 4-5 års grunduddannelse og en uddannelse i yogaterapi tager også typisk 2-4 år.

Jeg tror, man kan komme rigtig galt afsted, hvis man som yogalærer begynder at overskride den grænse og tro at man med en kortere yogauddannelse i bagagen kan arbejde terapeutisk. Det kan både gå ud over de mennesker, der har traumer, angst m.m. som åbner sig op for en yogalærer, der ikke har redskaberne til at rumme det eller hjælpe med at bearbejde det. Men det går også ud over tilliden til de terapeuter, der har mange års erfaring og uddannelse bag sig.

Terapi og yoga – to forskellige veje til indre heling

Yoga – og særligt yin yoga – er ikke terapi, men det kan være en kærlig og nærende støtte på vejen. Gennem kroppen, åndedrættet og stilheden åbner vi et rum, hvor man kan mærke sig selv, finde ro i nervesystemet og skabe kontakt til sin indre visdom.

På mine egne uddannelser – både Yin yogauddannelsen og Yoga mod stress uddannelsen – underviser jeg i stressfysiologi og nervesystemet. Men altid med det klare udgangspunkt, at vi ikke er terapeuter. Vi lærer at holde rum – ikke at analysere eller behandle.

På mine yogauddannelser lærer du ikke at være terapeut – men du lærer, hvordan du med sanselige, trygge rammer og et roligt nærvær kan guide mennesker til at lande i sig selv. Yogaen bliver et redskab til selvregulering, ro og større kropsbevidsthed, som kan gå hånd i hånd med – men ikke er en erstatning for – terapeutisk arbejde.

Til dig, der overvejer at tage en yogauddannelse

Hvis du drømmer om at blive yogalærer – eller måske allerede underviser og ønsker at gå dybere – så inviterer jeg dig til at udforske mine uddannelser. Her lærer du ikke blot stillinger og sekvenser, men også at møde mennesker med respekt, nærvær og ydmyghed.

Vi arbejder ikke med at ville fixe noget, men inviterer til at skabe større kropsbevidsthed og at kunne mærke sig selv. Du lærer at holde et trygt rum – og at kende dine egne grænser. Og måske vigtigst af alt:

Du lærer at være en bevidst og nærværende facilitator, der støtter andre i at mærke sig selv – uden at tage ansvaret fra dem.

På mine yogauddannelser får du:

  • Evnen til at guide mennesker hjem i kroppen – uden at overskride dine egne grænser eller tage ansvar for andres proces

  • Redskaber til at undervise på en måde, der er inkluderende og rummelig – uanset alder, kropstype eller livshistorie

  • Viden om stress og nervesystemet – med forståelse for hvordan du skaber trygge rammer

  • En kropslig og sanselig tilgang, hvor vi ikke kun forstår med hovedet, men integrerer gennem egen praksis, refleksion og erfaringsbaseret læring

Læs mere om yogauddannelserne her:


OM ANNE GONCALVES

Anne er yogalærer, akupunktør og forfatter til to bøger; Yoga mod stress og Yin yoga – Mød dig selv i stilheden. Oprindelig er hun uddannet grafisk designer og levede et hektisk liv i London indtil kroppen sagde stop. Et stressknæk blev grunden til, at hun lagde sit liv om. I dag underviser hun primært yin yoga, og deler redskaber fra yogaens verden til at finde indre RO.

Følg Anne her:

INSTAGRAM · YOUTUBE · FACEBOOK


 
Næste
Næste

Når yoga & mindfulness smelter sammen