Forår: Yin yoga øvelser for klarhed, retning og energi
Foråret er på vej og vi kan mærke den tiltagende yang-energi i naturen. Dagene er blevet længere, og det pibler så småt frem med vintergækker og andet grønt…
I denne overgang mærker jeg både glæde over de lysere morgener og samtidigt følelsen af, ikke helt at ville slippe mørket og vinteren, med fornemmelsen af at kunne putte sig og sætte tempoet ned.
Balancen mellem yin og yang
Marts måned byder på forårsjævndøgn, hvor nat og dag er lige lange og yin og yang energierne er afbalancerede. Fra nu af, efterhånden som dagene bliver længere, vil yang energien tage til og yin energien falde. Det er en opadgående og udadvendt energi, der både rusker op i os og bringer et frisk pust ind i vores liv – men som, for nogle, også kan virke overvældende. Og hvis vi kaster os hovedkuls ud i forårsenergien, kan der nemt opstå ubalancer (hallo forkølelser, allergier og træthed). Så det kan betale sig at lægge stille og roligt ud…
Træ-elementet: fødsel & forvandling
I kinesisk medicin er foråret symboliseret i Træ-elementet. Træ symboliserer fødsel og forvandling. Det er foråret, hvor planterne begynder at spire og vokse op af jorden. Det er denne fase, der symboliserer tiden fra fødsel, over barndom til ungdom, hvor vi trækker på himlens energi (vores første åndedrag) og jordens energi (føde) og vi begynder at vokse. Energien er udadvendt og opadgående og bliver mere og mere yang.
Træelementet er i vores lever og galdeblære. Leveren kaldes for ’Generalen’ og har til opgave at sikre et godt flow af blod og Qi i hele kroppen, og så er leveren ansvarlig for at rense blodet og lagre energi. Generalen står også for planlægning og strategi – det er med leverens energi at du kan lægge planer for fremtiden.
Galdeblæren er leverens hjælper. Den modtager galde fra leveren, som bliver brugt til fordøjelsen. Galdeblæren giver også modet til at udføre dine planer og visioner. Når leveren og galdeblæren fungerer godt, er vi i stand til hurtigt at få energi, få udført ting, og være fleksible, både fysisk og mentalt.
Følelsesmæssigt relaterer lever- og galdeblære-energibanerne til vrede. Vrede ses ofte som noget negativt, men kan også bruges positivt, til at skabe fremdrift, skære igennem og sætte grænser.
Træelementet er forbundet med ledbånd, sener, bindevæv og kønsorganerne og træelementet styrer også nervesystemet. Synssansen er også forbundet med træelementet. Ubalancer i lever og galdeblære kan forårsage bl.a. hovedpine, migræne, eksem, for højt blodtryk, allergier, øjenproblemer, ondt i nakken, menstruationssmerter.
Har du balance i dit træelement kan du se det som et stærkt og sundt træ, der står med stærke rødder og kender sin retning, men samtidigt er fleksibelt og kan bøje sig i vinden. Hvis du oplever ubalance i træelementet, kan det resultere i at du har svært ved at finde retning i livet, og det kan vise sig som aggressioner og vrede.
“The stiffest tree is most easily cracked, while the bamboo or willow survives by bending with the wind” – Bruce Lee
Brug forårets energi til at skabe klarhed og retning
Forårets energi støtter os i at komme af med det gamle og slidte og omfavne ny vækst, klarhed, vision og retning. I de gamle visdomstraditioner, både i ayurveda og kinesisk medicin, er der tradition for at ‘rense ud’ om foråret. Både i hjemmet (rydde op, gøre rent, lufte ud) og vha. kosten (forårs detox og mild udrensning). Det er en skøn måde at slippe vinterens tunge energi og gøre klar til en lettere og mere udadvendt periode.
Har du svært ved at mærke hvad du har lyst til, svært ved at vælge retning eller mærker du bare en træthed og mangel på energi, så prøv følgende yin yogastillinger, som kan hjælpe dig med at løfte energien i din krop og dit sind.
Læs mere i YIN YOGA bogen
Få flere yin yoga programmer, samt billeder og udførlige beskrivelser af 44 yogastillinger i min nye bog Yin Yoga – Mød dig selv i stilheden.
Spirende energi – Yin yoga øvelser for lever/galdeblære
Med disse tre yin yoga stillinger kan du løfte din energi og ‘rense ud’ i krop og sind.
Yin yoga stilling: Kludedukken
Yin yoga stilling: Squat
Yin yoga stilling: Dådyret
Kludedukken
Denne stilling strækker hele rygsøjlen, og giver et boost af energi til hovedet.
Sådan gør du
Stil dig med fødderne placeret i hoftebreddes afstand, bøj lidt i dine knæ, og bøj overkroppen forover. Vær obs på at du ikke ’hænger’ i lænderyggen, så bøj mere i benene. Giv helt slip i skuldre og nakke, lad hovedet og armene hænge tungt ned. Tag evt. fat omkring dine albuer eller hvil dine albuer mod lårene. Du kan også lave den stående mod en væg, så du får støtte og kan læne bagdelen ind mod væggen.
Bliv her i 1-2 minutter og kom ud af stillingen ved at trække benene lidt længere ud til siden og sæt dig ned på hug.
Squat
Squat – eller sidde på hug – er stilling, som vi, i den Vestlige verden, burde lave meget mere. Så kunne vi undgå mange problemer med stiv ryg og ømme hofter og give mere kærlighed til fordøjelsen. Denne stilling stimulerer lever- og galdeblære energibanerne langs inderside og yderside af benene og i balderne, strækker lænderyggen og åbner op i hofteområdet.
Sådan gør du
Du kan evt. sætte dig tilbage på en blok eller en yogapude. Kommer hælene ikke i gulvet, kan du folde et tæppe eller enden af din yogamåtte og støtte ind under hælene. Placér armene foran dig og pres dem blidt imod dine ben. Hvis der er meget langt ned til gulvet, kan du starte med sætte dig tilbage på en lille skammel, eller bygge to-tre blokke op under dig og efterhånden som du bliver mere smidig, kan du fjerne en blok og sætte dig længere ned. Du kan læne overkroppen ned mellem benene og runde i ryggen.
Bliv her i 2-3 min. gerne tilført lidt bevægelse, og når du skal ud af stillingen kan du læne dig frem på alle fire.
Dådyret
Denne stilling stimulerer lever- og galdeblære energibanerne (langs inderside og yderside af benene) og åbner op i hofteområdet.
Sådan gør du
Sæt dig med det ene ben bøjet og hvilende mod gulvet foran dig. Det andet ben bøjer du også og fører ud til siden. Hvor langt ud til siden, afhænger af smidigheden i dine hofter. Åbn benet, så meget du kan. Begynd så at læne dig ud over det forreste ben, samtidigt med at du bevæger dig i blide vuggende bevægelser, indtil du mærker et stræk i hofter, baller, lår.
Tipper du meget over til den ene side, kan du folde et tæppe og lægge det ind under ballen. Du kan læne dig ned over en yogapude, og evt dreje overkroppen mere over til siden, i stedet for ned over forreste ben.
Bliv her i 3-5 minutter. Kom langsomt ud af stillingen og sid et øjeblik i en neutral stilling, inden du skifter til modsatte side.
Interesseret i at lære mere om yin yoga?
Find udførlige beskrivelser af alle yin yoga øvelserne i min bog Yin Yoga – Mød dig selv i stilheden Du er også velkommen i min online medlemsklub ROvolutionen, hvor du finder masser af yin yoga videoer. Ønsker at dykke endnu dybere så er min YIN YOGA UDDANNELSE måske noget for dig.
♡ Anne
OM ANNE GONCALVES
Anne er yogalærer, uddannelsesleder og forfatter til to bøger; Yoga mod stress og Yin yoga – Mød dig selv i stilheden. Oprindelig er hun uddannet grafisk designer og levede et hektisk liv i London indtil kroppen sagde stop. Et stressknæk blev grunden til, at hun lagde sit liv om. I dag underviser hun primært yin yoga, og deler redskaber fra yogaens verden til at finde indre RO.
Følg også Anne på Instagram