Kunsten at kede sig
Jeg håber, du har haft en skøn sommer – og jeg håber, du har haft tid til at kede dig! Det lyder måske som et underligt ønske. De fleste sommerønsker handler om sol, rejser, gode oplevelser og dage med venner og familie. Men jeg håber også at du har oplevet stunder, hvor kalenderen var tom, hvor der ingenting skete, hvor du måske endda sad og kiggede lidt tomt ud i luften. ‘Dolce far niente’ som italienerne kalder det – det søde i at lave ingenting.
Jeg synes, at det at kede sig, er stærkt undervurderet – og måske noget mange er bange for i dag. Vi lever i en tid, hvor vi sjældent behøver at møde tomrummet. Der er altid en skærm klar. Ventetiden ved bussen, pausen i køkkenet, minutterne før søvnen – alle disse små åbninger bliver fyldt, før kedsomheden overhovedet når at melde sig. Og jeg forstår det godt. Kedsomhed kan føles ubehagelig i starten. Den kan minde om rastløshed, om et lille indre pres, en trang til at gøre noget, hvad som helst. Men hvis vi bliver siddende i den, sker der noget helt særligt.
Kedsomhed skaber tomrum
Min egen oplevelse af at kede mig er, at der bliver skabt plads i mit hoved. Måske ikke lige til at starte med – de første minutter kan føles urolige, som om sindet leder febrilsk efter noget at gribe fat i. Men efter lidt tid, når sindets bølger har lagt sig, opstår der plads, og måske endda et tomrum. Og i det tomrum kan der opstå noget nyt.
Tænk på tomrummet som frugtbar jord. Marken skal ligge brak engang imellem, for at den kan give nyt udbytte. Sådan tænker jeg også om sindet. Når vi konstant fylder det med indtryk, stimuli og opgaver, får vi svært ved at mærke, hvad der egentlig gror derinde under overfladen.
Hvad forskningen siger om kedsomhed
Det er ikke bare min egen sansning – der er også en del forskning bag dette. Den britiske psykolog Sandi Mann har gennem mange år studeret kedsomhed. I et af hendes studier bad hun fx en gruppe personer om at udføre en bevidst kedelig opgave i femten minutter, inden de skulle løse en kreativ opgave. Resultatet var tydeligt: de, der havde kedet sig først, kom med langt flere og mere originale idéer end kontrolgruppen, som gik direkte til den kreative opgave.
Mann beskriver kedsomhed som det, hun kalder en variety-seeking emotion – en følelse, der driver os mod noget nyt. Når hverdagen bliver for ensformig, eller når stimuli forsvinder, begynder sindet automatisk at lede efter noget mere interessant. Og den søgen foregår ofte indadtil, gennem dagdrømmeri og fri association, længe før den finder vej udadtil til en ny handling.
Denne indre søgen hænger tæt sammen med det, hjerneforskere kalder default mode network – et netværk i hjernen, der aktiveres, netop når vi ikke er optaget af en konkret, målrettet opgave udefra. Det er her, tankerne får lov at vandre frit, hvor gamle minder, følelser og idéer kan mødes og skabe nye forbindelser, som en fokuseret, opgaveorienteret tilstand aldrig ville have plads til.
Psykologen Jerome Singer, som forskede i dagdrømmeri, gav denne tilstand et smukt navn: positive-constructive daydreaming. Det beskriver en legende form for mental vandring, hvor fantasien får lov at udforske fremtidige muligheder, uden at vi presser eller styrer den. Forskning peger på, at netop denne form for dagdrømmeri kan give følelser af håb, fornyelse og en fornemmelse af bevægelse fremad – noget mange innovatører og kunstnere bevidst opsøger i tider med kreative dødvande, netop ved at give sig selv lov til at kede sig og lade tankerne flyde. Selv Einstein er kendt for at have fået nogle af sine mest revolutionerende idéer mens han sad og stirrede ud i luften.
Kedsomhed set gennem taoistisk filosofi
Når jeg tænker på kedsomhed gennem mit arbejde med klassisk kinesisk medicin, ser jeg en fine paralleller. I den kinesiske filosofi er yin og yang to gensidigt afhængige kræfter. Yang er handling, bevægelse, produktivitet – det, der driver os fremad og ud i verden. Yin er hvile, stilhed, det indadvendte og det modtagende.
Vores moderne liv er i høj grad indrettet efter yang-principper. Vi belønner effektivitet, output og konstant bevægelse fremad. Men uden yin mister systemet sin balance. Kroppen, sindet og kreativiteten har brug for de stille, tomme rum for at kunne regenerere og for at det nye overhovedet kan spire frem.
Når kedsomheden bliver til retning
Så når jeg keder mig, er det som regel her, nye idéer begynder at opstå. Jeg mærker min kreativitet blomstre, jeg mærker nye spirer, ting der kalder på mig. Måske jeg bliver tiltrukket af en ny bog, måske en ny retning i mit arbejde, måske endda en hel livsstilsændring. Det kan være stort som småt.
Det interessante er, at disse idéer næsten aldrig kommer, når jeg aktivt leder efter dem. De dukker op i de stille mellemrum – under bruseren, på en gåtur uden podcast i ørerne, i de minutter hvor jeg bare sidder og lader blikket hvile ud i ingenting.
Der er noget helt særligt ved den slags idéer. De føles ikke presset frem, det føles som om de finder dig, som om de hele tiden har ligget og ventet på plads til at blive set.
En invitation frem mod efteråret
Hovedsagen er, at når jeg keder mig, skaber jeg samtidig plads til at mærke mig selv bedre. Og det er guld værd i denne vilde verden, fyldt med stimuli og distraktioner, der hele tiden hiver dit nærvær og din opmærksomhed væk fra dig selv.
Med efteråret for døren, hvor naturen selv begynder at trække sig indad, tænker jeg, at det er et smukt tidspunkt at øve sig i netop dette. At lade nogle timer i kalenderen forblive tomme. At modstå den første trang til at gribe telefonen, når kedsomheden banker på. At blive siddende lidt længere i det ubehagelige tomrum og se, hvad der vokser frem, når sindets bølger endelig lægger sig.
Måske er kedsomhed derfor en overset ressource i vores tid – en lille, stille invitation til at møde dig selv igen. Og måske er den netop dét, der skal til, for at du kan finde vej til din næste spire, dit næste skridt, din næste version af dig selv.
Så næste gang kedsomheden melder sig, så prøv at give den lidt plads, inden du fylder den ud. Sid med den. Lad tankerne vandre. Og se, hvad der langsomt begynder at spire frem i det tomrum, du netop har skabt.
♡ Anne
OM ANNE GONCALVES
Anne er yogalærer, akupunktør og forfatter til to bøger; Yoga mod stress og Yin yoga – Mød dig selv i stilheden. Oprindelig er hun uddannet grafisk designer og levede et hektisk liv i London indtil kroppen sagde stop. Et stressknæk blev grunden til, at hun lagde sit liv om. I dag underviser hun primært yin yoga, og deler redskaber fra yogaens verden til at finde indre RO.
At kede sig er stærkt undervurderet, men forskning viser faktisk at det øger ens kreativitet. Når man keder sig bliver der skabt et tomrum. Og i det tomrum kan der opstå noget nyt.