Bali yoga: Den ultimative guide til yoga på Bali
Bali – Gudernes ø – er en magisk grøn plet i det Indiske ocean. Der hviler en særlig magisk stemning og atmosfære på øen, som bare skal opleves.
Måske er det pga. balinesernes religion og kultur, som mærkes overalt. Det vrimler med templer – faktisk har de fleste huse deres eget lille ’hverdagstempel’ hvor de ofrer små kurve af bananblade med ris, vand og blomster til guderne.
Disse små offergaver ser man også overalt på gaderne, foran hvert hus. De er små både med ’blessings’ og det minder mig om hvor powerfuldt det er at bede en bøn, sætte en intention, bruge et øjeblik i stilhed og sige tak.
De seneste år har der været en rivende udvikling af yoga på øen og mange yogalærere fra hele verden rejser hertil og underviser – både i nogle af de lokale yogacentre og på retreats og yogarejser rundt omkring på øen.
Yoga på Bali
Den sydlige del af øen har i mange år været turistdestination for især folk fra Australien. Her finder man de store beach resorts og mange af dem har også yoga på programmet, men de fleste steder er kun tilgængelige for hotellets gæster.
I Ubud, som er øens kulturelle centrum, beliggende nærmest på midten af øen, omringet af jungle, vrimler det med yogasteder. Her er et kæmpe udvalg, både fra øens helt store mastodont af et yogacenter, The Yoga Barn, til de små bitte yogashala’er ude midt i rismarkerne. Priserne for en 90 min. yogaklasse ligger på omkring 50-60 Kr.
For nogle måneder siden rejste jeg rundt på Bali og prøvede rigtig mange yoga steder af – her kommer mit bud på Balis 5 bedste yoga centre, som helt klart er et besøg værd.
De bedste yoga centre på Bali
Radiantly Alive
Radiantly Alive yoga center ligger i midten af Ubud, lidt væk fra hovedgaden, omringet af grønne træer, så det føles som at træde ind i en stille oase midt i den travle by. Her var jeg til en af de bedste yin yoga klasser jeg nogensinde har prøvet, meget inspirerende.
De har et stort udvalg af yoga – fra hatha, til meditation, pranayama, kirtan, yin, restorativ, qigong – og et stort udvalg af lærere, også en del internationale ’celebrity teachers’ såsom Meghan Currie, som vist underviser der fast hver uge. Deres personale er utroligt venligt og de har flere sale. Den jeg var i, havde store vinduer og var omringet af grøn jungle. www.radiantlyalive.com/
The Practice
Her er den absolut smukkeste yogasal jeg nogensinde har været i! The Practice ligger på vestkysten i Canggu, og har en stor rund sal med et højt smukt loft i bambus og udsigt til de grønne haver udenfor.
De fleste klasser er hatha yoga inddelt i tre kategorier: moon, sun, fire – alt efter om man ønsker en rolig eller mere dynamisk yoga time. Herudover har de også yin og restorativ på programmet. De afholder også teacher trainings og inspirations aftener med foredrag og film på programmet. www.thepracticebali.com
Samadi Bali
Samadi Bali ligger i en anden del af Canggu, længere væk fra kysten. Her er et lille paradis med yogasal, en butik med yogaudstyr og smykker af høj kvalitet, og en virkelig skøn cafe med den lækreste øko mad og drikke. For omkring 25 Kr kan du fx få en Green Mango og Papaya Salad. Hver søndag holder de desuden et marked, Samadi Bali Sunday Market, hvor man kan møde deres lokale øko farmers. www.samadibali.com
Ubud Yoga House
Ubud Yoga House ligger helt for sig selv ude i rismarkerne lidt væk fra Ubuds centrum. Her har amerikaneren Sheila slået sig ned og underviser i Iyengar inspireret yoga og mindfulness. Hendes yoga shala ligger omringet af jungle, ned til en lille å og man laver yoga til lyden af rislende vand, fuglekvidder, frøer og fårekyllinger.
Det er små hold, så der er god plads til den enkelte, og de gør meget ud af at alle er velkomne – ’Yoga for all shapes, sizes, ages, and levels’. www.ubudyogahouse.com
The Yoga Barn
The Yoga Barn er Balis – og måske et af verdens – mest kendte yoga centre. Jeg havde glædet mig meget til at besøge stedet, men må indrømme at det bare blev for stort og upersonligt for mig. De har et kæmpe udvalg af timer og lærere at vælge imellem og flere caféer, samt en spa. www.theyogabarn.com
Desa Seni Village Resort
Til sidst vil jeg også lige nævne Desa Seni Village Resort. Desa Seni er meget mere end et yoga center. Det er også et kulturelt center, hvor man har taget antikke, traditionelle træhuse fra bl.a. Java og Bali og istandsat dem, så de nu fremstår med alle moderne faciliteter. Man bor altså i de charmerende gamle træhuse og her føler man sig virkelig helt tæt på Bali.
Der er to store smukke yoga sale, den ene bruges mest til retreat gæster, den anden har åbne yogaklasser hver dag med forskellige lærere og forskellige yoga stilarter.
Desa Seni har også den skønneste saltvandspool, og deres egen holistiske spa, hvor man kan få massage og andre behandlinger. Og på stedets egen restaurant kan man nyde økologisk, frisk og sund mad, hvoraf 80% af råvarerne er dyrket i deres egne haver. www.desaseni.com