Hvad er YinRest – når yin yoga og restorativ yoga smelter sammen
Yin yoga og restorativ yoga er to yogaformer, som ofte blandes sammen, fordi de umiddelbart ligner hinanden meget. Begge har fokus på afslapning, men de adskiller sig alligvel i deres tilgang og forskellige metoder.
Den mere aktive form: Yin Yoga
Yin yoga er en langsom og meditativ yogaform, der primært fokuserer på kroppens bindevæv; såsom sener, ledbånd og fascia. Denne praksis er baseret på kinesisk medicin, hvor begreberne yin og yang repræsenterer to komplementære energier. Yin er den passive, kølige og stabile energi, mens yang er aktiv, varm og bevægelig.
Sådan praktiseres yin yoga
I yin yoga holdes stillingerne i længere tid, typisk fra tre til fem minutter, men nogle gange længere. Dette giver kroppen god tid til at give efter i lange, dybe stræk af bindevævet og giver øget fleksibilitet og mobilitet i leddene. Stillingerne er hovedsageligt siddende eller liggende og udføres med langsomme, blide bevægelser. Yin yoga er dog ikke bare ren afslapning, selvom det ofte ser sådan ud. Vi går stadig efter aktivitet i kroppen, fx at kunne mærke et aktivt stræk i et givent område.
Den helt passive form: Restorativ Yoga
Restorativ yoga er en endnu mere afslappende og langsom praksis, der fokuserer på fuldstændig hvile. I restorativ yoga bruger man forskellige hjælpemidler såsom tæpper, puder, blokke og bælter til at støtte kroppen i de hvilende, passive stillinger, hvilket giver mulighed for dyb afslapning uden nogen muskulær aktivitet.
Sådan praktiseres restorativ yoga
I restorativ yoga holdes stillingerne også i længere tid, ofte fra fem til tyve minutter eller mere. Fokus er på at støtte kroppen fuldstændigt i hver stilling, så musklerne kan slappe helt af. Praksissen kræver meget få stillinger pr. session, og hver stilling sigter mod at skabe en følelse af dyb hvile og frigørelse af fysisk og mental spænding.
YinRest – når yin yoga og restorativ yoga smelter sammen
Selvom både yin yoga og restorativ yoga fremmer afslapning og balance, har de forskellige tilgange og mål. Yin yoga fokuserer på at stimulere kroppens energibaner og bindevæv og forbedre fleksibiliteten, mens restorativ yoga handler om dyb hvile og regenerering ved hjælp af fuld kropsstøtte i passive stillinger.
Jeg elsker at kombinere de to yogaformer og kalder det for YinRest, noget som jeg har undervist i siden 2019.
Ved at integrere både yin yoga og restorativ yoga i en samlet praksis kan man opleve en lang række af fysiske og mentale fordele, herunder forbedret fleksibilitet, reduceret stress og øget følelsesmæssig balance – og ikke mindst dyb indre RO. Hver yogaform tilbyderhver deres unikke fordele, og sammen kan de skabe en dybere forbindelse mellem krop og sind.