Yin yoga til din sommer

At leve i harmoni med naturens og årstidernes rytme, kan muligvis virke fjernt eller uopnåeligt i en travl og småhektisk hverdag – særligt hvis du bor midt i en by. Men hvad nu, hvis du faktisk kan gøre en masse, bare ved at lave de yin yogaøvelser, der passer bedst til årstiden:)

Både i Ayurveda og kinesisk medicin er det helt naturligt, at man laver små justeringer i sine vaner, når årstiden skifter. Det gælder også valget af yogaøvelser.

I Ayurveda forklares det her med forskellen på årstiderne blandt andet ved hjælp af de fem elementer samt 10 modsætningspar, man kan bruge til at kategorisere stort set alt med. Eksempler på disse modsætninger er varme overfor kulde, hurtighed overfor langsomhed og bevægelse/uro overfor stabilitet/ro.

I kinesisk medicin findes forklaringen ligeledes i de fem elementer. Og her arbejder man desuden overordnet med de to modsætninger yin og yang samt energibanerne, der forbinder alle kroppens større organer i et yin/yang par.

I både Ayurveda og kinesisk medicin er sommeren knyttet til ildelementet. I Ayurveda kategoriserer man ofte sommeren som værende varm, hurtig og lidt urolig. Det kan balanceres med det modsatte. For eksempel et køligt dyp i havet, at søge skygge, at sænke tempoet og holde flere pauser samt at lave blid og beroligende yoga. Det minder meget om, at man i kinesisk medicin betegner sommeren som en yang årstid, der balanceres med mere yin – og her kan du også bruge yin yoga.

3 yin yogaøvelser til din sommer

At disse tre yin yogaøvelser er særligt gode sommerøvelser skyldes, at bestemte energibaner og organer er knyttet til en årstid, en følelse og en lyd. De organer og energibaner, der er knyttet til sommeren er hjertet (yin) og tyndtarmen (yang). Følelsen er glæde og lyden er latter. Med andre ord kan du balancere sommerens yang ved at grine mere, lege og lave yin yogaøvelser, der stimulerer hjerte- og tyndtarm. Og det gør disse tre yin yogaøvelser.

yin yoga øvelse liggende twist

Liggende twist

I denne stilling åbner du op for hjerteenergibanen, der løber fra hjertet, ud igennem armhulen og ud mod lillefingeren. Læg dig om på den ene side og stræk nederste ben. Løft øverste arm og drej i overkroppen, så du sænker armen ned mod gulvet bag dig, evt. med en pude elller et tæppe til at støtte under. Bliv 3-5 minutter i stillingen til hver side. Tag herefter et lille hvil på ryggen.

yin yoga øvelse smeltende hjerte

Smeltende hjerte

Endnu en stillling, der åbner hjerteenergibanen. Stil dig på alle fire og gå herfra hænderne frem og begynd at sænke brystet ned mod gulvet. Læg evt. den ene hånd under panden eller en pude under brystet. Blid liggende i 3-5 minutter og kom langsomt ud igen, ved at komme tilbage i Barnets stilling.

yin yoga øvelse hjerteåbner

Hjerteåbnende bagoverbøjning

Til denne stilling skal du bruge en yogapude eller en sofahynde, som du lægger ryggen henover. Åben armene ud til hver side, så du også her fanger åbningen fra armhulerne og ud igennem lillefingersiden af armene, hvor hjerteenergibanen løber. Bliv liggende her 5 minutter eller længere, hvis det føles rart.

——

Jeg håber, at disse øvelser kan give dig tips til, at leve i harmoni med årstidernes rytme, selvom du måske bor i en by og/eller har elementer af travlhed i din hverdag.

Fordyb dig i yin yogaens stille univers

Få en grundig indføring i yin yoga på min kommende YIN YOGA UDDANNELSE, der starter til september 2023 i Vejle.

 ♡ Anne  

Forrige
Forrige

Yogaudstyr til din yin yoga praksis

Næste
Næste

Meditation og yoga nidra – hvad er forskellen?