Viparita Karani – den mest beroligende yogaøvelse

Viparita Karani er af de mest afstressende yogastillinger, der findes, og det er der en god grund til. Når du smækker benene i vejret, ruller blodet mod hovedet, og når blodtrykket i hjernen stiger, bliver det opfanget af sensorer, som sender besked om at stimulere det parasympatiske nervesystem.

Dette er mere en hvilestilling end en egentlig yin stilling, og dens primære fokus er på at stimulere det parasympatiske nervesystem og få ro på. Kan også lindre lændesmerter og menstruationssmerter og skabe bedre flow til underlivet og kønsorganerne. Stillingen afspænder omkring lænd og hofter og giver en fornemmelse af lethed og ro.

Sådan gør du

  • Sæt dig med siden tæt ind til væggen.

  • Drej overkroppen, og læg ryggen ned mod gulvet, samtidig med at du smækker benene op ad væggen. Forsøg at få bagdelen så tæt ind til væggen som muligt, så dine fødder er placeret over hofterne.

  • Træk dine arme lidt ud fra kroppen, eller over hovedet. Giv slip, og slap af i hele kroppen.

  • Bliv i stillingen, så længe du har lyst, gerne 10-20 min.

Variationer

Læg evt. et foldet tæppe ind under din lænd, et lille foldet håndklæde ind under nakken og en øjenpude eller lignende over øjnene. Det kan også være rart med en større yogapude oven på fødderne, som blidt presser benene ned.

Har du ikke en ledig væg i nærheden, kan du også lave stillingen bare ved at smække fødderne op i luften, som i Søgræs stillingen.

Alternativt kan du også have et foldet tæppe eller en aflang pude/pølle under den nederste del af ryggen.

Fold fx et tæppe og hav det indenfor rækkevidde. Når du har lagt dig ned, så bøj benene og tryk fodsålerne mod væggen, løft dine hofter og skub det foldede tæppe ind under dem. Stræk herefter benene ud.

God fornøjelse

❤ Anne

Vil du have mere mere inspiration til yin yoga og stillinger, der giver RO på? Så skriv dig op til mit nyhedsbrev.

Forrige
Forrige

Din vejrtrækning er nøglen til indre ro

Næste
Næste

Når verden larmer, må du selv skrue ned for lyden